Glædelig bagjul

Så blev den jul overstået. Det lykkedes Banjomusen at redde julen og sin hjertens kær.
Håber I alle havde en god jul og vil få et godt nytår. Håber også at Banjomusen har kunnet give jer et lille underholdende skud adrenalin her i den ellers hyggelige juletid.

glædelig jul og skilamadinkadoo mother fucker!

Den 24. december

”Du er syg!” Søren så på Lurifax, der igen satte sig i sin kontorstol.
”Måske, men hvis jeg ikke kan eje julen,” Lurifax samlede sine poteklør, og begyndte at gnægge for sig selv, ”så bliver der bare ingen jul!”
Diana så op på sin elskede:
”Søren, hvad er det for en lyd?”
”Jeg …” nu kunne Søren også høre den, ”det er en helikopter …”
Udenfor de store panoramavinduer, fløj helikopteren, der originalt skulle have reddet Lurifax fra den eksploderende bygning. I den sad nu Julenissen og de andre mus. Lille Tim havde åbnet en port i helikopterens side, og kastede nu en krog med et reb imod vinduet.
Ruden knustes, og krogen hægtede sig fast.
Søren Banjomus samlede sin pistol op og så på Lurifax:
”Det ser ud til at julemirakler stadig sker, Lurifax.”
”Umuligt!” Lurifax slog sine poter ned i bordet i raseri, ”det hele var gennemtænkt, hvorfor …”
Søren trak på skuldrene og bandt rebet om sig selv og Diana:
”Hvem ved … Ondskab betaler sig ikke? Mus er sejere end katte?”
Imens helikopteren fløj væk, begyndte eksplosionerne i Dødskradsebrættet at nærme sig kontoret. Søren rettede pistolen imod Lurifax, og imens de af helikopteren blev båret ud af kontoret, affyrede han det sidste skud, der dræbte den onde kat:
”Skilamadinkadoo, mother fucker.”
Og med de ord vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul!

Den 23. December

”Diana, du er i live?” Søren så på musepigen foran sig. Det var virkelig hende. Diana som han troede døde for mange år siden.
”Det er mig,” nikkede hun stille og mødte ham i en omfavnelse, ”Søren, jeg er i live.”
”Hvordan er det muligt?” Søren så stadig imod det sted hun stod før, uden helt at forstå hvad der foregik.
”Imens du kikkede væk fik nogen af Lurifax kumpaner mig ud af bilen,” forklarede hun og kyssede ham, ”jeg var ikke i nærheden af den, da den sprang i luften.”
”Vi må ud herfra,” Søren så på hende, og kunne mærke sine tanker vende tilbage, ”de andre, vi må advare dem … Stoppe Lurifax’ plan …”
”Det er allerede for sent, Banjomus,” Lurifax rejste sig, og trykkede på knappen, der satte gang i eksplosionerne i Dødskradsebrættets kældre, ”min gamle plan var at sidde i en helikopter på vej væk nu, men denne plan fryder mig også. At tage dig og Diana med i døden!”

Hvorfor har skurke altid sådan nogle åndssvage planer? Er det ikke lidt amerikansk og klamt at Diana overlevede? På den anden side, hvis Tarrantino kan … Få afslutningen i morgen!

Den 22. december

”Så kom du endelig,” Lurifax rejste sig fra sin stol, mere rolig end han egentlig var, ”jeg var begyndt at tro, at du ikke var til mere end et par smadrede barer …”
”Du dræbte pigen jeg elsker …” Banjomusen kunne mærke det brænde bag øjnene, ved tanken om Diana, fanget i flammerne.
Lurifax trak på skuldrene, og stak sine poter i lommerne:
”I krig og kærlighed …”
”Du tog alt fra mig, Lurifax,” Banjomusen tog to skridt frem imod sin dødsfjende, stadig med hævede pistoler, ”det er på tide at det samme sker for dig.”
Lurifax fik fat i pistolen han havde gemt i lommen:
”Søren, du er en god knægt, men nogen farlig hævner bliver du aldrig,” han trak pistolen og affyrede et par skud imod Banjomusen, imens han selv sprang i dækning bag skrivebordet.
Bag skrivebordet kunne han høre skridtene fra den lille mus komme nærmere:
”Er det det bedste du kan gøre, Lurifax? Skyde og skjule dig? Er det det bedste du kan gøre?”
”Søren?” En dør gik op, og Diana trådte ind i kontoret.
”Diana,” Søren tabte sine pistoler og så på sin døde elskede, ”Så er det altså sandt.”

Dam dam DAAAM! Nu begynder det at blive kritisk, hva? Derfor gider jeg ikke finde på dumme spørgsmål. Følg med i morgen!

Den 21. december

Lurifax så ned på den lille skærm foran sig. Musene var gået i hans fælde. Over hele fangekælderen var der skjult sprængstoffer, så nu tog det kun et enkelt tryk på en knap, så var julenissen OG de forbandede mus fortid. Så var han den eneste distributør af julen, og pengene ville så småt begynde at vælte ind på kontoen igen.
Han lod en klo køre hen over den lille røde knap. Et enkelt tryk, så var alle hans problemerne væk. Lurifax smilede:
”Dumme mus, sådan at gå i min fælde.”
”ikke alle musene, Lurifax,” Banjomusen kom ud fra sit skjulested i skyggerne med to ladte pistoler pegende imod gangsterkatten, ”vi har et gammelt opgør, der skal ordnes.”

Lykkes det Banjomusen at redde de andre? Kan man være ene distributør af jul? Er det dét Coca Cola prøver på? Følg med i morgen!

Den 20. december

”To katte,” forklarede Lille Tim imens han så igennem dørsprækken, ”de torturerer julenissen, de sadister.”
Han kørte stolen lidt tilbage og greb ud efter sit jagtgevær:
”Frederik, Ingolf, I to bakker mig op. I’m going in.”
Han åbnede låsen til sine hjul, og i det han kørte ind i døren så den gik op, pløkkede han også hovedet af en af julenissens to bødler.
Den anden kat virkede først forskrækket over hvad der nu foregik, men nåede lige at gribe ud efter sit våben inden Frederik og Ingolf blæste ham til atomer med deres ak47’ere.

”Tak, kære mus,” julenissen gned sine befriede håndled, ”julen er reddet takket være jer.”
”Så lidt, julenisse,” svarede Tim, ”men der er stadig én ting der mangler før julen er reddet …”
Tim så sig rundt i det lille fangerum:
”Hvor er Banjomusen?”

Hvor ER Banjomusen? Er julen reddet endnu? Og hvor er Cirkeline? I morgen lover jeg svar på mindst ét af spørgsmålene!

Den 19. december

”Er de døde?” Lille Tim kørte sin kørestol frem imod det lille vagthus i parkeringskælderen. Banjomusen og de andre mus så tilbage på deres benløse leder:
”De er døde. Hvilken retning er Lurifax’ kontor?”
”Det er lige meget, Banjomus, det er julenissen, der skal reddes,” svarede Tim og kørte nærmere.
”Lurifax skal stadig straffes for …” Banjomusen stirrede vredt ned i jorden.
”En anden gang,” afbrød Tim ham igen, ”julen er vigtigere. Vi har ikke meget tid at løbe på.”
Banjomusen så ud til at overveje situationen, inden han endelig nikkede:
”Du viser vej, Lille Tim.”
”Godt,” Mumlede Tim og viftede musene ned af en lang gang, der førte ned under Dødskradsebrættet, ”fangekældrene er den her vej.”
Da de endelig nåede ned, stod de overfor en ny lang gang med pansrede døre. En af dørene var på klem, og derindefra kunne man høre julenissens beklagelser.

Er julen vigtigere end hævn? Vigtigere end kærlighed? Og er dødskradsebrættet handicapvenligt? Følg med i morgen!