Den 22. december

”Så kom du endelig,” Lurifax rejste sig fra sin stol, mere rolig end han egentlig var, ”jeg var begyndt at tro, at du ikke var til mere end et par smadrede barer …”
”Du dræbte pigen jeg elsker …” Banjomusen kunne mærke det brænde bag øjnene, ved tanken om Diana, fanget i flammerne.
Lurifax trak på skuldrene, og stak sine poter i lommerne:
”I krig og kærlighed …”
”Du tog alt fra mig, Lurifax,” Banjomusen tog to skridt frem imod sin dødsfjende, stadig med hævede pistoler, ”det er på tide at det samme sker for dig.”
Lurifax fik fat i pistolen han havde gemt i lommen:
”Søren, du er en god knægt, men nogen farlig hævner bliver du aldrig,” han trak pistolen og affyrede et par skud imod Banjomusen, imens han selv sprang i dækning bag skrivebordet.
Bag skrivebordet kunne han høre skridtene fra den lille mus komme nærmere:
”Er det det bedste du kan gøre, Lurifax? Skyde og skjule dig? Er det det bedste du kan gøre?”
”Søren?” En dør gik op, og Diana trådte ind i kontoret.
”Diana,” Søren tabte sine pistoler og så på sin døde elskede, ”Så er det altså sandt.”

Dam dam DAAAM! Nu begynder det at blive kritisk, hva? Derfor gider jeg ikke finde på dumme spørgsmål. Følg med i morgen!