Glædelig bagjul

Så blev den jul overstået. Det lykkedes Banjomusen at redde julen og sin hjertens kær.
Håber I alle havde en god jul og vil få et godt nytår. Håber også at Banjomusen har kunnet give jer et lille underholdende skud adrenalin her i den ellers hyggelige juletid.

glædelig jul og skilamadinkadoo mother fucker!

Den 24. december

”Du er syg!” Søren så på Lurifax, der igen satte sig i sin kontorstol.
”Måske, men hvis jeg ikke kan eje julen,” Lurifax samlede sine poteklør, og begyndte at gnægge for sig selv, ”så bliver der bare ingen jul!”
Diana så op på sin elskede:
”Søren, hvad er det for en lyd?”
”Jeg …” nu kunne Søren også høre den, ”det er en helikopter …”
Udenfor de store panoramavinduer, fløj helikopteren, der originalt skulle have reddet Lurifax fra den eksploderende bygning. I den sad nu Julenissen og de andre mus. Lille Tim havde åbnet en port i helikopterens side, og kastede nu en krog med et reb imod vinduet.
Ruden knustes, og krogen hægtede sig fast.
Søren Banjomus samlede sin pistol op og så på Lurifax:
”Det ser ud til at julemirakler stadig sker, Lurifax.”
”Umuligt!” Lurifax slog sine poter ned i bordet i raseri, ”det hele var gennemtænkt, hvorfor …”
Søren trak på skuldrene og bandt rebet om sig selv og Diana:
”Hvem ved … Ondskab betaler sig ikke? Mus er sejere end katte?”
Imens helikopteren fløj væk, begyndte eksplosionerne i Dødskradsebrættet at nærme sig kontoret. Søren rettede pistolen imod Lurifax, og imens de af helikopteren blev båret ud af kontoret, affyrede han det sidste skud, der dræbte den onde kat:
”Skilamadinkadoo, mother fucker.”
Og med de ord vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul!

Den 23. December

”Diana, du er i live?” Søren så på musepigen foran sig. Det var virkelig hende. Diana som han troede døde for mange år siden.
”Det er mig,” nikkede hun stille og mødte ham i en omfavnelse, ”Søren, jeg er i live.”
”Hvordan er det muligt?” Søren så stadig imod det sted hun stod før, uden helt at forstå hvad der foregik.
”Imens du kikkede væk fik nogen af Lurifax kumpaner mig ud af bilen,” forklarede hun og kyssede ham, ”jeg var ikke i nærheden af den, da den sprang i luften.”
”Vi må ud herfra,” Søren så på hende, og kunne mærke sine tanker vende tilbage, ”de andre, vi må advare dem … Stoppe Lurifax’ plan …”
”Det er allerede for sent, Banjomus,” Lurifax rejste sig, og trykkede på knappen, der satte gang i eksplosionerne i Dødskradsebrættets kældre, ”min gamle plan var at sidde i en helikopter på vej væk nu, men denne plan fryder mig også. At tage dig og Diana med i døden!”

Hvorfor har skurke altid sådan nogle åndssvage planer? Er det ikke lidt amerikansk og klamt at Diana overlevede? På den anden side, hvis Tarrantino kan … Få afslutningen i morgen!

Den 22. december

”Så kom du endelig,” Lurifax rejste sig fra sin stol, mere rolig end han egentlig var, ”jeg var begyndt at tro, at du ikke var til mere end et par smadrede barer …”
”Du dræbte pigen jeg elsker …” Banjomusen kunne mærke det brænde bag øjnene, ved tanken om Diana, fanget i flammerne.
Lurifax trak på skuldrene, og stak sine poter i lommerne:
”I krig og kærlighed …”
”Du tog alt fra mig, Lurifax,” Banjomusen tog to skridt frem imod sin dødsfjende, stadig med hævede pistoler, ”det er på tide at det samme sker for dig.”
Lurifax fik fat i pistolen han havde gemt i lommen:
”Søren, du er en god knægt, men nogen farlig hævner bliver du aldrig,” han trak pistolen og affyrede et par skud imod Banjomusen, imens han selv sprang i dækning bag skrivebordet.
Bag skrivebordet kunne han høre skridtene fra den lille mus komme nærmere:
”Er det det bedste du kan gøre, Lurifax? Skyde og skjule dig? Er det det bedste du kan gøre?”
”Søren?” En dør gik op, og Diana trådte ind i kontoret.
”Diana,” Søren tabte sine pistoler og så på sin døde elskede, ”Så er det altså sandt.”

Dam dam DAAAM! Nu begynder det at blive kritisk, hva? Derfor gider jeg ikke finde på dumme spørgsmål. Følg med i morgen!

Den 21. december

Lurifax så ned på den lille skærm foran sig. Musene var gået i hans fælde. Over hele fangekælderen var der skjult sprængstoffer, så nu tog det kun et enkelt tryk på en knap, så var julenissen OG de forbandede mus fortid. Så var han den eneste distributør af julen, og pengene ville så småt begynde at vælte ind på kontoen igen.
Han lod en klo køre hen over den lille røde knap. Et enkelt tryk, så var alle hans problemerne væk. Lurifax smilede:
”Dumme mus, sådan at gå i min fælde.”
”ikke alle musene, Lurifax,” Banjomusen kom ud fra sit skjulested i skyggerne med to ladte pistoler pegende imod gangsterkatten, ”vi har et gammelt opgør, der skal ordnes.”

Lykkes det Banjomusen at redde de andre? Kan man være ene distributør af jul? Er det dét Coca Cola prøver på? Følg med i morgen!

Den 20. december

”To katte,” forklarede Lille Tim imens han så igennem dørsprækken, ”de torturerer julenissen, de sadister.”
Han kørte stolen lidt tilbage og greb ud efter sit jagtgevær:
”Frederik, Ingolf, I to bakker mig op. I’m going in.”
Han åbnede låsen til sine hjul, og i det han kørte ind i døren så den gik op, pløkkede han også hovedet af en af julenissens to bødler.
Den anden kat virkede først forskrækket over hvad der nu foregik, men nåede lige at gribe ud efter sit våben inden Frederik og Ingolf blæste ham til atomer med deres ak47’ere.

”Tak, kære mus,” julenissen gned sine befriede håndled, ”julen er reddet takket være jer.”
”Så lidt, julenisse,” svarede Tim, ”men der er stadig én ting der mangler før julen er reddet …”
Tim så sig rundt i det lille fangerum:
”Hvor er Banjomusen?”

Hvor ER Banjomusen? Er julen reddet endnu? Og hvor er Cirkeline? I morgen lover jeg svar på mindst ét af spørgsmålene!

Den 19. december

”Er de døde?” Lille Tim kørte sin kørestol frem imod det lille vagthus i parkeringskælderen. Banjomusen og de andre mus så tilbage på deres benløse leder:
”De er døde. Hvilken retning er Lurifax’ kontor?”
”Det er lige meget, Banjomus, det er julenissen, der skal reddes,” svarede Tim og kørte nærmere.
”Lurifax skal stadig straffes for …” Banjomusen stirrede vredt ned i jorden.
”En anden gang,” afbrød Tim ham igen, ”julen er vigtigere. Vi har ikke meget tid at løbe på.”
Banjomusen så ud til at overveje situationen, inden han endelig nikkede:
”Du viser vej, Lille Tim.”
”Godt,” Mumlede Tim og viftede musene ned af en lang gang, der førte ned under Dødskradsebrættet, ”fangekældrene er den her vej.”
Da de endelig nåede ned, stod de overfor en ny lang gang med pansrede døre. En af dørene var på klem, og derindefra kunne man høre julenissens beklagelser.

Er julen vigtigere end hævn? Vigtigere end kærlighed? Og er dødskradsebrættet handicapvenligt? Følg med i morgen!

Den 18. december

”Så du kampen i går?” Karsten så på sin kollega, i den lille glasboks. De var begge kattevagter i Lurifax’ nye skyskraber Dødskradsebrættet.
Den anden kat rystede på hovedet:
”Nej, fruen havde tøseaften. Sex and the city,” han tog en slurk af tjærekaffen foran sig, ”hvad skal en ensom hankat så gøre?”
”Det var fanme et godt spørgsmål. De kvinder …” Mumlede Karsten.
”Ja. Hvem vandt?”
”Kattested IF,” svarede Karsten, ”så du gik ikke glip af det store.”
”Det er da alt…” Kollegaen stoppede midt i sætningen, og tog en finger op foran munden, ”hørte du det?”
”Hørte hvad?” Spurgte Karsten, men opdagede så også lyden. Lyden af små skridt. Mange små skridt, ”ring til chefen, der er …”
Karsten nåede ikke at sige mere før en kugle fløj igennem hans kollegas krop. Katten faldt til jorden.
I det Karsten vendte sig opdagede han den lille mus, der pegede pistolen i hans retning imens den skrålede:
”Skilamadinkadoo, mother fucker!”

Hvor mange katte skal dog dø i denne julekalender? Hvor mange mus? Men som man siger, rød er jo julens farve, så blodet må flyde. Læs endelig afsnittet i morgen!

Den 17. december

Banjomusen tog den bredskyggede hat af, og smed den i skraldespanden. Derefter satte han sig ned ved siden af Lille Tim:
”Er vi startet?”
”Nej,” svarede Lille Tim og hældte et glas vand op til sin ven, ”men vi ventede også kun på dig. Der er nyt om Lurifax’ hovedkvarter.”
Oprørsgruppens leder var meget ung, men delte de andre oprørers harme ved den onde kat. Derfor gav det ham en underlig god fornemmelse nu, at skulle fortælle de mange oprørere om planen og de nye oplysninger.
”Takket være en indsats fra Lille Tim og hans gruppe af oprører, er det lykkedes os at finde Lurifax hovedkvarter, og planerne over dette sted.”
Banjomusen så på Lille Tim:
”Din gruppe?”
”Troede du at oprørerne mirakuløst dukkede op, bare fordi jeg fandt dig?” Svarede Tim med et skævt smil.
Oprørslederen fortsatte:
”Fortet hedder Dødskradsebrættet, og vores bedste mulighed for at komme ubemærket ind, er via denne affaldsskakt …”
Imens de lyttede til resten af planen, kunne Banjomusen ikke slippe kattens sidste ord:
Han har din kæreste. Han har Diana.

Lykkes det for dem at ødelægge Dødskradsebrættet? Får de stoppet Lurifax? Og eksisterer ting også før man kender til dem? Afsnittet for i morgen gør ikke endnu, det må i vente med at læse.

Den 16. december

Smækker fandt sig selv på en målrettet kurs igennem byen. Imod kirken.
Han var ikke en religiøs mus. På ingen måde. Han troede på faktum, og på at straf fulgte forbrydelse. Men på det sidste var han kommet i tvivl.
Han satte sig ind på en af bænkene i kirken, og prøvede at samle tankerne. Banjomusen skød og dræbte flere katte i byen. Alle kriminelle katte, men retfærdiggjorde det mord? Og retfærdiggjorde det Banjomusens gerninger, at alle mordene pegede i retning af forbrydernes konge: Lurifax?
Lurifax havde mere eller mindre snydt og dræbt sig til en plads i byens magt-elite. Familie og venner havde dog slettet alle spor, så intet udover rygtet pegede nu i retning af Lurifax. Han var urørlig.
”Hej,” stemmen kom fra en mus, der satte sig ved siden af Smækker. Musen var iklædt en bredskygget hat, og en tyk frakke, ”jeg hører du er på sporet af Banjomusen?”
”Måske …” Svarede Smækker kort.
”Jeg kan lede dig til ham,” fortsatte musen roligt, ”hvis du ønsker det?”
Smækker trak opgivende på skuldrene:
”Jeg ved ikke om det er det jeg ønsker … Det Banjomusen gør, er kriminelt men …”
”Men?”
”Men ved at lade ham blive ved lidt endnu, kan man måske løse et problem, der er endnu værre?”
”Lyder som lidt af et dilemma,” svarede musen og rejste sig. Inden han gik, fandt han et lille kort med en adresse frem og rakte Smækker, ”til hvis du finder ud af hvad du virkelig ønsker.”
Smækker så på adressen. Der var også et klokkeslæt og en dato. I morgen aften. Han så hen på den forklædte mus:
”Er du … Er du Banjomusen?”
”Skilamadinkadoo,” svarede musen, og forlod kirken og Smækker alene.

Følger straf forbrydelse? Hvorfor går alle så meget i kirke? Og hvad betyder det der skide Skilamadinkadoo? Næste afsnit kommer i morgen!

den 15. december

Lurifax elskede drømme. De gav ham en ide om hvad han skulle opnå, når han vågnede. Lige nu havde han dog en mere … Afslappende drøm.
Foran ham bar tjenere tallerkener frem med røgede sild. Røgede sild med flødeovertræk. En luksus han var blevet vandt til efter at have fået magten i byen, men som han stadig satte pris på.
Imens han spiste sig igennem den ene type sild efter den anden, røgede sild, karrysild, kryddersild, så var det alligevel som om noget var galt i drømmen.
Som om noget ikke var som det burde.
Så så han det. Foran ham, for den anden ende af bordet, stod musen. Banjomusen som lige siden første december var begyndt at forpurre hans planer.
”Vagter!” Lurifax rejste sig, og bakkede væk fra silhuetten foran sig.
Dén valgte dog at komme nærmere. Ingen kom. Ingen vagter, ingen til at beskytte ham. Rystende trak Lurifax sin pistol, og affyrede flere skud imod Banjomusen, der upåvirket kom nærmere.
”Hvad vil du?” Råbte Lurifax, da silhuetten stod tæt ved ham. Og i det Banjomusen fjernede sine solbriller var det klart hvad Banjomusen ville. Hvorfor den var efter ham.

Lurifax vågnede skrigende. Det tog flere sekunder, før det gik op for ham at han var i sin seng. Måske endda et minut før han var sikker på ikke at være i fare længere.
”Hvad er der sket?” Musepigen ved hans side, så søvndrukkent op på ham.
Han aede hende, på et lille brandsår ved øret:
”Intet, Diana. Bare en ond drøm.”

Men hov vent, Diana? Så døde hun slet ikke? Hvad gør Banjomusen nu? Og hvordan smager sild med flødeovertræk? Følg med i morgen!

Den 14. december

Banjomusen havde fået tvunget de to katte på knæ. Eller, det der var tilbage af knæene.
”Giv mig en god grund til at jeg ikke skulle behandle jer som de mus i har tortureret og dræbt?” Han rettede sine pistoler imod dem, så hvert løb hvilede lige imellem deres øjne.
De to katte så bedende op på ham, og prøvede at ignorere smerterne fra deres ben:
”Fordi vi ved noget du gerne vil vide …” Forsøgte den ene sig.
”Ja, noget om Lurifax … Og jeres fortid sammen …” Fortsatte den anden.
Banjomusen flyttede ikke sine våben:
”Fortæl.”
”Kun hvis du lover os at vi går fr…” Katten blev afbrudt af hans hjerne, der smattede ud på væggen bag ham.
Banjomusen så på den anden kat:
”Fortæl …”

Hvad er der kattene ved? Er dette et flashback? Eller var i går et flash forward? Og må man det i en julekalender? Mindst et af spørgsmålene besvares i morgen!

Synes du også Banjomusen er for sej?

Så kan du nu købe de lækre illustrationer for kun 120,- stykket.

Illustrationerne er ca. 21*25 cm og håndmalet, et must for en fan, og alle tiders gaveide!

Kontakt Rikke Hollænder på rikke.hollaender@gmail.com og hør mere!

Snyd ikke dig selv for denne mulighed! Snyd ikke familie og venner for årets bedste gave!

den 13. december

”Damn,” Den ene politimus holdt sig for næsen, da de kom ned på gerningsstedet. Den anden politimus, Smækker, fandt i stedet en mp3-afspiller frem. Endnu en sag, der skulle opklares. Endnu et spor. Han satte høretelefonerne i ørerne og gik rundt på gerningsstedet. Det lignede et klubhus. Et klubhus for mus. Underligt. Smækker var overbevist om at det var Banjomusens værk. Den sjette december var det gået ud over en bar for katte i udkanten af byen. Nu var det et sted for mus, det var gået ud over.
”Smækker,” Råbte den anden politimus for at overdøve mp3-afspilleren, ”vi har også fundet katte!”
Smækker gik derhen, og så de to katte. De var blevet skudt i stykker. Præcis som kattene på baren i starten af december. Hvor musene var blevet tortureret, var kattene blevet likvideret.
”Musene var her først. Det var deres klubhus,” begyndte Smækker at forklare, mest for sig selv, ”kattene var trængt ind, og var begyndt at torturere dem for oplysninger … Indtil de blev afbrudt …”
Smækker tændte en cigaret imens han så ned på de to døde katte:
”Jeg tror jeg ved præcist, hvad der er foregået her …”

Hvem er Smækker? Hvordan ved han præcist hvad der er foregået her? Og hvad er der egentlig foregået her? Læs med i morgen

Den 12. december

”Det er lige her om hjørnet.” Lille Tim pegede, og Banjomusen skubbede kørestolen i samme retning.
Så hørte de bragene.
”Det kom fra mødestedet …” Forklarede Tim alvorligt.
Banjomusen nikkede og trak sine pistoler:
”Vent her.”
”Vent, Banjomus!” Råbte Tim, men uden resultat. Banjomusen var allerede omme bag hjørnet.
Banjomusen stoppede op foran den lille kældernedgang, hvor to katte stod med hver sin mus, de tæskede løs på.
”Hvad er den af,” sagde en af kattene og så op på Banjomusen, ”det er da første gang at ofrene kommer af sig selv …”
Banjomusen himlede med øjnene, og rettede pistolerne imod de to katte, der ikke endnu vidste hvilke rædsler de nu skulle gennemleve:
”Skilamadinkadoo, mother fucker.”

Hvad er der sket med musenes hovedkvarter? Hvilke rædsler vil kattene gennemgå? Og hvad betyder det der Skilamadinkadoo,mother fucker?

Den 11. december

”Vores kammerater kom, og fik os tilbage til lejren,” Tim så ned i sit skød, ”Lurifax trak i nogle tråde herhjemme, og slap for yderligere problemer.”
Banjomusen nikkede stille:
”Det gør mig ondt.”
”Tænk ikke på det,” Tim slog en knyttet næve ned i kørestolens armlæn, ”hjælp os i stedet med at stoppe Lurifax og hans onde plan.”
”Onde plan?”
”Vil det sige at du ikke har hørt det?” spurgte Tim forbløffet, ”Lurifax har bortført Julenissen, han vil kontrollere julen.”
”Tag mig med til oprørernes lejr,” Banjomusen rejste sig og tog sin banjokasse, ”Jeg vil hjælpe jer. Lurifax må stoppes.”
Lille Tim brød ud i et smil, og kørte sin stol hen imod kirkedøren:
”Det må han! Kom med.”

Men hvordan skal det lykkes dem at stoppe Lurifax? Kan man kontrollere en højtid? Og hvilke tråde trak Lurifax egentlig i?

Den 10. december

”Lurifax?” Tim så op på katten, der stod i samme uniform som ham selv. De var fra samme hær, ”Lurifax, hvad har du gang i?”
”Penge, ven, intet personligt,” svarede Lurifax og vendte sig imod lejren.
”Så du vil bare efterlade mig her?” Tim prøvede at trække sig frem i græsset, ”Det er også dit eget land du forråder …”
”Min familie producerer våben til hæren, faktisk forlænger jeg bare krigen lidt,” svarede Lurifax køligt, ”får økonomien hjemme til at køre rundt, du ved.”
”Du er et svin,” Tim opgav at kravle frem, og greb i stedet ud efter Jespers pistol.
Lurifax vendte sig vredt imod den handicappede mus:
”Hvad kaldte du mi…”
Skuddet fra Jespers pistol flåede sig igennem Lurifax ansigt, og rev øjet ud. Katten faldt med et skrig til jorden:
”Tim, du er SÅ død! ingen, INGEN, gør den slags ved katten Lurifax!”
De blev begge afbrudt af de rytmiske stamp tilbage fra deres allieredes lejr.

Er krig virkelig så forfærdelig? Er der virkelig ingen der gør sådan ved Lurifax? Og hvad med Julenissen, der blev bortført? I morgen bliver det afsløret! Eller også får I flere spørgsmål …

Den 9. december

For otte år siden i den anden ende af verden …
Tim kunne kun sidde og se ned på sine ben-stumper. Han var spændt til en bambuspind, og blev holdt fanget af en gruppe Viet-katte.
Han græd ikke. Han havde grædt rigeligt under afhøringen, hvor de skar benene af ham. Men han var ikke knækket. Sådan var han ikke. Hvis han skulle dø, så skulle det ikke gå ud over resten af hans kammerater.
”Tim …”
Tim vendte sig imod stemmen, men så intet andet end græs. Kort efter bevægede noget af græsset sig, og en camoufleret hjelm kom frem. Jesper, en af soldaterne fra hans deling.
”Jeg troede du var død!” Tim kunne mærke et håb vende tilbage, ved synet af Jesper.
”Shh,” Jesper kravlede frem, og bandt Tim fri, ”vi skulle nødigt afsløre os før vi er flygtet.”
På få sekunder fik Jesper knuderne op, og løftede Tim op på ryggen. Så satte han i løb:
”Vi når det, vi er snart frie,” råbte Jesper, i det de nærmede sig lejren, ”vi overlevede viet…”
Skuddet fik ham til at vælte, og Tim røg ligeledes ned imod jorden, landende ovenpå den døde Jesper.

Hvem skød Jesper? Hvad har det med Banjomusen at gøre? Og skal vi nu have endnu et flashback? Følg med i morgen, hvis du tør!

Den 8. december

Natten var faldet over byen, og Banjomusen strejfede rundt. Alene. Uden et egentlig mål. Det var blevet sent, men han havde ingen steder at gå hen. I stedet tvang natten og søvnen sig ind på ham, og drømmebilleder fra den skæbnesvangre dag for fem år siden blev ved med at hjemsøge ham. Billeder af Diana, der brændte i bilen. Af hans egen blødende hånd.
Han tog den sorte handske af, og så på det grusomme ar og den ubrugelige hånd. Han ville aldrig kunne spille banjo igen. Ikke medmindre der ville ske et mirakel. Og han havde levet i denne håbløse storby i alt for lang tid til at tro på mirakler.
Alligevel trak lyset fra en nærtliggende kirke ham til sig. Han gik derind. Kirken var tom, så man bort fra en ensom nonne, der tændte et lys for en helgen eller afdød.
Der gik ikke lang tid før Banjomusen faldt sammen på en af de mange bænke, og lukkede øjnene i.
”Normalt be’r man i en kirke,” hørte han en stemme, og åbnede øjnene. En lille mus i kørestol kørte tættere på bænken, ”men du ligner ikke just en religiøs person.”
”Hvad vil du?” Brummede banjomusen vredt.
”Jeg hørte hvad du gjorde på kattenes bar.”
”Nå. Og hvad så …”
”Så tænkte jeg at du gerne ville høre om andre der delte dit had til Lurifax,” svarede den handicappede mus, ”og som ønsker at hævne ham.”
”Jeg lytter …” Banjomusen satte sig op på bænken og så den anden mus i øjnene.
”Mit navn er Lille Tim,” forklarede musen, ”Og jeg har også en kat at slå af tønden …”

Hvad er Lille Tims historie? Hvorfor hader han Lurifax? Og hvorfor slår man katten af tønden i en julekalender? Læs med i morgen!

Den 7. december

Lurifax lænede sig tilbage i stolen bag det store skrivebord. De to katte foran ham stod med den store pose imellem dem. Fra posen kom høje snorkelyde som kun kunne være fra en person: Julenissen.
”Vi fangede ham som du bad om.” svarede den ene af kattene, og så ned på posen for ikke at møde Lurifax ene øje. Det andet havde han mistet i krigen.
”Glimragende. Alt går som planlagt,” svarede Lurifax og samlede sine fingerspidser, ”snart vil julen tilhøre mig!”
”Øhm, hr. Lurifax …” forsøgte den ene kat sig nervøst, ”hvad præcist er det vi … De vil med julen?”
”Idiot!” Lurifax rejste sig vredt fra stolen, og lod sine kløer flænse igennem det store mahognibord, ”hvis jeg ejer julen, så vil al indtægten fra spiritussalget gå til mig. Og du ved hvordan det er med julefrokosterne … Jeg bliver rig!”
”Øhm, men hvad gør vi med … Du ved, Julenissen?” Spurgte den anden af kattene, og gav sækken et dovent spark.
”Det ved jeg virkelig ikke, spær ham inde i kælderen!” Skreg Lurifax, ”lad mig alene!”
De to katte slæbte sækken hen imod døren, der i samme sekund blev åbnet udefra af en forslået kat:
”Lurifax, du må høre på mig … Banjomusen vil dig til livs!”
Hvad gør Lurifax nu? Hvordan mistede han sit øje? Og er der virkelig så meget salg i spiritus i december måned? Følg med i morgen!

Den 6. december

Samtlige katte i baren greb ud efter deres våben:
”Smid banjokassen, mus!”
Det gjorde musen, og trådte et skridt væk fra den:
”Er der noget galt? Jeg er bare en simpel banjomus.”
”Vis os hvad du har i kassen?”
Banjomusen åbnede sin kasse, og under låget lå den fineste banjo, et arvestykke, der sikkert havde været i musens familie i generationer.
”Årh, ok. Vi troede sgu lige,” grinte kattene, og én tog et hårdt tag om nakken på den forhutlede mus, der havde fortalt dem historien.
De fik dog alle nok at tænke på, da en hemmelig låge åbnede sig i banjokassen, og et hav af våben lå bag.

De katte, der havde overlevet var få. Kun en var nogenlunde ved bevidsthed. Banjomusen greb fat i kattens hår:
”Hvor er Lurifax?”
”Det ved jeg ikke, jeg sværger …”
”Vil du gerne leve?” Banjomusen satte sin pistol imod kattens tinding.
”Ja,” Bævede katten, med knækket stemme.
”Så giv Lurifax den her besked,” Banjomusen pressede pistolløbet hårdere imod katten, ”jeg kommer efter ham. Jeg stopper ikke før han er død.”
”O-Okay!”
”Godt,” svarede Banjomusen roligt og gik tilbage imod sin banjokasse, som han lukkede i. Så gik han ud af baren, med et enkelt blik tilbage på den forskræmte kat:
”Skilamadinkadoo. Skilamadinkadoo, mother fucker.”

Hvad vil Banjomusen Lurifax? Hvad koster den slags banjokasser? Og hvad med den forhutlede mus? Følg med i morgen!

Den 5. december

Præcis fireogtyve timer efter, var de to elskende på vej ud af byen. Håbet var lige i sigte. I hvert fald indtil de nåede bygrænsen, og en hær af biler og katte, der blokerede for videre kørsel.
Det var mørkt. De var alene. Der var ingen til at redde dem.
Søren tog pistolen han havde anskaffet sig, fra handskerummet:
”Bliv her, det skal nok gå,” så steg han ud af bilen, med pistolen gemt i baglommen.
”Søren,” Lurifax så på den unge mus med et overlegent smil, ”jeg troede vi havde en aftale, men det er måske mig, der tager fejl?”
”Lad os nu bare køre Lurifax. Så er der ingen, der kommer til skade.”
”Sødt. Du tror virkelig at du har noget, der betyder noget for mig?”
”Diana …”
”Døde for mig den dag hun rendte væk med en ligegyldig musiker,” han gav signal til en kat bag sig, og denne fandt en granatkaster frem fra et af bagagerummene, ”derfor har jeg heller ingen kvaler med at gøre dette. Fyr!”
Granatkasteren affyrede, og med ét stod bilen i flammer.
Søren løb derhen, men kunne ikke komme tæt nok på for ilden. Så trak han pistolen fra baglommen, og rettede den imod Lurifax. Gråden løb ned af hans kinder:
”Dit svin, du … Du …”
Lurifax rev et gevær ud af hånden på en af kattene, og affyrede.
Søren faldt til jorden. Det samme gjorde pistolen. Lurifax’ skud var gået lige igennem hånden. Havde ødelagt den. Han ville aldrig kunne spille igen.
”Det skulle nok sætte en stopper for din banjokarriere, mus.”

”Sådan efterlod de ham. I flammerne fra sin kærestes dødsleje, og uden mulighed for nogensinde at kunne spille på sin banjo igen,” Den lille mus drak det sidste af sin øl, og så op på kattene.
”Det er jo den historie vi alle har hørt!” Råbte en af kattene, ”lad os æde ham.”
”Nej vent, der er mere, Banjomusen er på vej …”
”Ha,” Grinte kattene, ”Sikkert, så står han sikkert lige udenfor d…”
Katten blev afbrudt, da døren igen gik op, og afslørede en mus med en banjokasse.

Hvad vil Banjomusen på baren? Er hans banjokarriere virkelig ovre? Og er der virkelig ingen, der kommer til skade? Find ud af det alt sammen i morgen! (måske…)

Den 4. december

Søren prøvede at åbne øjnene, men lukkede dem hurtigt i smerte fra endnu et slag i maven.
”Hvornår lærer I skide mus det? Man fucker ikke med Lurifax,” råbte katten, der slog ham.
Lurifax var gået sammen med Diana, der var blevet slæbt med af en gruppe af hans katte. Det sidste Søren nåede at se var hendes undskyldende blik.
”Søren, når vi er færdige med dig … Så forlader du byen! Du kommer aldrig til at spille her igen. Fatter du det?”
Søren så op på katten, og spyttede en blanding af spyt og blod imod ham. Det blev ikke taget godt imod.
Katten slog ham igen, denne gang i ansigtet, og Søren kunne mærke sin næse give efter for slaget. Det var her han opgav at tælle. Der ville komme flere slag. Mange flere slag. Og de skulle bare overleves. Han ville ikke flygte. Ikke fra en tyran som Lurifax. Ikke uden Diana.
Da kattene endelig lod ham ligge i en pøl af sit eget blod, vidste han, at dette kun kunne stoppes på en måde. Ved at redde Diana fra Lurifax kløer.

Hvorfor fucker man ikke med Lurifax? Forlader Søren nu byen? Og lykkes det ham at redde Diana fra Lurifax’ klør? Hvad blev der egentlig af musen der fortæller historien? Find ud af det i morgen!

Den 3. december

”Jeg fatter ikke at du finder dig i det,” Søren kørte blidt fingrene igennem Dianas hår. De havde været hemmeligt sammen i en uge nu, men rygtet sagde at Lurifax var ved at lugte lunten.
”Du ved jeg ikke kan forlade ham,” Diana så alvorligt på Søren, ”Han vil slå mig ihjel. Og dig med, hvis han opdager det her.”
”Det gør han ikke,” svarede Søren, og prøvede at holde hende tættere til sig.
Hun svarede ved at rejse sig:
”Du tror da vel ikke at det kan blive ved sådan her, Søren? Så dum er du ikke.”
”Selvfølgelig ikke … Men vi kan ikke blive her. Det er ikke et liv.”
”Hvad foreslår du da vi gør? Flygter?” Hun lo hånligt, men stoppede brat da hun så Sørens alvorlige ansigt, ”Søren, det kan du ikke mene, vi …”
”Vi ville klare os bedre udenfor byen … Væk fra Lurifax.”
Hun tog sin jakke, der hang over en stol og gik imod døren:
”Nej, Søren, vi ville aldrig nå så langt, Lurifax ved hvad der sker, han …” Hun åbnede døren, idet lynet slog ned udenfor. I døråbningen overfor hende stod han. Lurifax.


Hvad vil Lurifax? Lykkes det musene at flygte? Og er Søren så dum? Læs mere i morgen!

Den 2. december

For fem år siden sad en mus ved navn Søren på en bar. Ved sin side havde han en banjokasse og en banjo. Det eneste han drømte om, var at blive en stor banjospiller som sin far og bedstefar.
I en by hvor kattene bestemte alt, var det dog svært, og det var et rent held at Søren havde fået lov til at optræde her, den største bar i byen ejet af katten Lurifax.

”Det er din tur nu, mus!” En tyk kat så over på Søren, og gelejdede ham ind på scenen. Han greb sin banjo, og bad en lille bøn for sig selv, inden han stod på scenen foran et publikum af sultne katte. Selveste Lurifax sad der, med sin karakteristiske klap for øjet, og ved hans side … Det smukkeste Søren nogensinde havde set. En musepige, stille, og med blikket rettet imod gulvet. Hvad en sådan smuk skabning lavede ved Lurifax’ side, forstod Søren ikke.
Som hans hænder gled let over banjoens strenge vidste han dog, at han måtte have hende. Og intet skulle afholde ham fra det.

Vil Søren få musepigen? Og hvem er hun? Hvad er der sket med Lurifax’ øje? Følg med i morgen!

Den 1. december

Baren var fyldt til renden med katte. Flere pralede om hvor mange mus de havde fanget og dræbt i løbet af dagen.
Da døren ind til den snuskede bar blev slået op, blev der dog stille.
Ind kom en forslået mus i lasede pjalter, og rodet hår. Kattene smilte alle over synet. Når nu maden ligefrem kom gående ind.
”Stop, dræb mig ikke!” Musen bakkede lidt tilbage, ”jeg har noget I må vide!”
En af kattene grinte hånligt, og fremdrog en klo:
”Ha, Hvad har du da, som vi kan være interesserede i?”
”Har I hørt om Banjomusen?” Spurgte musen stille, og nu var det kattenes tur til at tage et skridt tilbage.
De havde alle hørt om Banjomusen. En oprører, der satte sig op imod kattenes overmagt, og med sin banjokasse fyldt med våben havde dræbt flere katte end nogen anden mus.
”Fortæl, mus,” en af kattene rakte den forhutlede mus en øl, ”Så må vi håbe at din historie kan holde dig i live.”
Musen drak ihærdigt af øllet, som havde han ikke fået ordentlig mad og drikke i dagevis:
”Ja, skal jeg nok … Det hele startede for fem år siden …”

Hvad startede for fem år siden? Hvem er Banjomusen? Kan musens historie holde ham i live? Følg med i morgen!

En Action-julekalender

Velkommen til Banjomusen. En julekalender i 24 afsnit, der er ganske gratis, og lavet kun for underholdningens skyld.

I morgen åbnes første låge, og vi glæder os meget til at kunne afsløre den sande historie bag Otto Brandenburgs klassiske julesang. For hvem er Banjomusen Søren egentlig? Og hvad med Katten Lurifax?

Vær med fra starten, når vi i morgen ruller op for den største julehemmelighed, som ikke engang WikiLeaks kunne diske op med!

Skilamadinkadoo, mother fucker!