”Smid banjokassen, mus!”
Det gjorde musen, og trådte et skridt væk fra den:
”Er der noget galt? Jeg er bare en simpel banjomus.”
”Vis os hvad du har i kassen?”
Banjomusen åbnede sin kasse, og under låget lå den fineste banjo, et arvestykke, der sikkert havde været i musens familie i generationer.
”Årh, ok. Vi troede sgu lige,” grinte kattene, og én tog et hårdt tag om nakken på den forhutlede mus, der havde fortalt dem historien.
De fik dog alle nok at tænke på, da en hemmelig låge åbnede sig i banjokassen, og et hav af våben lå bag.
De katte, der havde overlevet var få. Kun en var nogenlunde ved bevidsthed. Banjomusen greb fat i kattens hår:
”Hvor er Lurifax?”
”Det ved jeg ikke, jeg sværger …”
”Vil du gerne leve?” Banjomusen satte sin pistol imod kattens tinding.
”Ja,” Bævede katten, med knækket stemme.
”Så giv Lurifax den her besked,” Banjomusen pressede pistolløbet hårdere imod katten, ”jeg kommer efter ham. Jeg stopper ikke før han er død.”
”O-Okay!”
”Godt,” svarede Banjomusen roligt og gik tilbage imod sin banjokasse, som han lukkede i. Så gik han ud af baren, med et enkelt blik tilbage på den forskræmte kat:
”Skilamadinkadoo. Skilamadinkadoo, mother fucker.”
Hvad vil Banjomusen Lurifax? Hvad koster den slags banjokasser? Og hvad med den forhutlede mus? Følg med i morgen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar