torsdag den 23. december 2010

Den 23. December

”Diana, du er i live?” Søren så på musepigen foran sig. Det var virkelig hende. Diana som han troede døde for mange år siden.
”Det er mig,” nikkede hun stille og mødte ham i en omfavnelse, ”Søren, jeg er i live.”
”Hvordan er det muligt?” Søren så stadig imod det sted hun stod før, uden helt at forstå hvad der foregik.
”Imens du kikkede væk fik nogen af Lurifax kumpaner mig ud af bilen,” forklarede hun og kyssede ham, ”jeg var ikke i nærheden af den, da den sprang i luften.”
”Vi må ud herfra,” Søren så på hende, og kunne mærke sine tanker vende tilbage, ”de andre, vi må advare dem … Stoppe Lurifax’ plan …”
”Det er allerede for sent, Banjomus,” Lurifax rejste sig, og trykkede på knappen, der satte gang i eksplosionerne i Dødskradsebrættets kældre, ”min gamle plan var at sidde i en helikopter på vej væk nu, men denne plan fryder mig også. At tage dig og Diana med i døden!”

Hvorfor har skurke altid sådan nogle åndssvage planer? Er det ikke lidt amerikansk og klamt at Diana overlevede? På den anden side, hvis Tarrantino kan … Få afslutningen i morgen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar