Det var mørkt. De var alene. Der var ingen til at redde dem.
Søren tog pistolen han havde anskaffet sig, fra handskerummet:
”Bliv her, det skal nok gå,” så steg han ud af bilen, med pistolen gemt i baglommen.
”Søren,” Lurifax så på den unge mus med et overlegent smil, ”jeg troede vi havde en aftale, men det er måske mig, der tager fejl?”
”Lad os nu bare køre Lurifax. Så er der ingen, der kommer til skade.”
”Sødt. Du tror virkelig at du har noget, der betyder noget for mig?”
”Diana …”
”Døde for mig den dag hun rendte væk med en ligegyldig musiker,” han gav signal til en kat bag sig, og denne fandt en granatkaster frem fra et af bagagerummene, ”derfor har jeg heller ingen kvaler med at gøre dette. Fyr!”
Granatkasteren affyrede, og med ét stod bilen i flammer.
Søren løb derhen, men kunne ikke komme tæt nok på for ilden. Så trak han pistolen fra baglommen, og rettede den imod Lurifax. Gråden løb ned af hans kinder:
”Dit svin, du … Du …”
Lurifax rev et gevær ud af hånden på en af kattene, og affyrede.
Søren faldt til jorden. Det samme gjorde pistolen. Lurifax’ skud var gået lige igennem hånden. Havde ødelagt den. Han ville aldrig kunne spille igen.
”Det skulle nok sætte en stopper for din banjokarriere, mus.”
”Sådan efterlod de ham. I flammerne fra sin kærestes dødsleje, og uden mulighed for nogensinde at kunne spille på sin banjo igen,” Den lille mus drak det sidste af sin øl, og så op på kattene.
”Det er jo den historie vi alle har hørt!” Råbte en af kattene, ”lad os æde ham.”
”Nej vent, der er mere, Banjomusen er på vej …”
”Ha,” Grinte kattene, ”Sikkert, så står han sikkert lige udenfor d…”
Katten blev afbrudt, da døren igen gik op, og afslørede en mus med en banjokasse.
Hvad vil Banjomusen på baren? Er hans banjokarriere virkelig ovre? Og er der virkelig ingen, der kommer til skade? Find ud af det alt sammen i morgen! (måske…)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar