Han tog den sorte handske af, og så på det grusomme ar og den ubrugelige hånd. Han ville aldrig kunne spille banjo igen. Ikke medmindre der ville ske et mirakel. Og han havde levet i denne håbløse storby i alt for lang tid til at tro på mirakler.
Alligevel trak lyset fra en nærtliggende kirke ham til sig. Han gik derind. Kirken var tom, så man bort fra en ensom nonne, der tændte et lys for en helgen eller afdød.
Der gik ikke lang tid før Banjomusen faldt sammen på en af de mange bænke, og lukkede øjnene i.
”Normalt be’r man i en kirke,” hørte han en stemme, og åbnede øjnene. En lille mus i kørestol kørte tættere på bænken, ”men du ligner ikke just en religiøs person.”
”Hvad vil du?” Brummede banjomusen vredt.
”Jeg hørte hvad du gjorde på kattenes bar.”
”Nå. Og hvad så …”
”Så tænkte jeg at du gerne ville høre om andre der delte dit had til Lurifax,” svarede den handicappede mus, ”og som ønsker at hævne ham.”
”Jeg lytter …” Banjomusen satte sig op på bænken og så den anden mus i øjnene.
”Mit navn er Lille Tim,” forklarede musen, ”Og jeg har også en kat at slå af tønden …”
Hvad er Lille Tims historie? Hvorfor hader han Lurifax? Og hvorfor slår man katten af tønden i en julekalender? Læs med i morgen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar